Kunsten at lave ingenting

Her i Italien flader vi alle ud - som her til en god bog 😉

Hvad laver man egentlig, når man sådan har fri i 6 uger? Vi har lært kunsten at lave ingenting. Vi bilder os selv ind, at det er på grund af varmen. Og det er der bestemt noget om, for hvem knokler lige rundt i 35 graders varme? Men det handler også om, at det er pragtfuldt ikke at skulle noget bestemt. At kunne stå op om morgenen og gøre, som vi har lyst til. Bruge hele dagen på hygge. Tage på udflugt. Eller bare tage på den lokale bar og få en god kop kaffe og en is (Gry har opdaget glæden ved mad, og tror, hun skal smage på absolut alt, vi putter i munden, så det er svært at være 5 måneder og ikke må spise så mange forskellige ting endnu – og slet ikke smage, når far og mor vælger vin).

Og hvad har vi så bedrevet siden sidst? Tjah, ud over at snakke med naboerne (yndlingsbeskæftigelsen for alle hernede), lave (og spise) god mad, og slappe af i varmen, så er det da også blevet til et par udflugter:

–       Vi har konstateret, at datteren til købmanden i Sarteano snakker fremragende engelsk, hvilket er en stor sjældenhed her i nabolaget. Så vi fik den store guidede tur i butikken, forklaring om samtlige lokale oste og pølser, og et glas hjemmelavet marmelade med hjem i hånden. Igen charmede Gry sig helt ind på livet af de lokale.

–       Vi har været i de termiske bade i San Casciano, der stammer helt tilbage fra romerriget, men stadig er skønne med sine varme kilder og meget autentiske udseende.

Ved il Campo i Siena, hvor der lige har været Palio - et stort hestevæddeløb i middelalderstil

–       Vi har besøgt Siena, med alle dens skønne middelalderlige kringel-gader, vilde bygningsværker – og mange turister. Og kan som bonus fortælle, at Siena som Perugia har placeret store parkeringspladser uden for bymuren, og så hopper man ellers på rulletrappen og tager den hele vejen op til byen, der ligger oppe ad bjerget. Så Gry tror, at italienske byer ligger på første sal.

–       Vi har været forbi den lokale vinhandler, hvor vi konstaterede, at verden er uendelig lille. For ind af døren med et ”hej” træder Nina, som jeg arbejdede sammen med for 15 år siden, og vist kun er løbet ind i en enkelt gang siden. De bor hos nogle bekendte, der har et hus lidt oppe ad bjerget – præcis som os 😉

I morgen går turen til Rom, vores by, hvor vi skal nyde et par dage, før første hold gæster melder deres ankomst søndag. Det bliver hyggeligt.