Efter et par skønne luksusdage i Rom på Ripa Hotel, hvor vi fik det store Avantgarde-værelse med 20 m2 tagterrasse med udsigt over Rom og Tiberen (tjek http://www.ripahotel.com/en/rooms_suites/avantgarde_room.php), vendte vi søndag tilbage til huset i Piazze sammen med Arne og Martha (Jacobs forældre), der er kommet på besøg.
Vi blev mødt af nysgerrige naboer, der lige skulle hilse på de nye – og af en middagsinvitation til næste aften. Vores søde udlejere ville gerne invitere os hjem til middag, inden de tog på ferie og vi skulle hjem, og det var vi selvfølgelig helt klar på.
Næste middag startede de synlige forberedelser. De to brødre kom kørende med en bilfuld af brænde og kviste. Det lignede materiale til et kæmpe bål, men så begyndte de at slæbe det ind i et udhus, og der laver man jo ikke bål? Jo, det gør man, når man har en kæmpe pizza-ovn derinde. Og i løbet af eftermiddagen kom alt fra gås og and (nyslagtet, viste de med en finger over struben), til råvildt og pizzaer en tur i ovnen. Kødet blev vendt og drejet, og penslet med olie og rosmarin, og mundvandet løb mere og mere, efterhånden som duften bredte sig, og vi stop og hyggesnakkede med ovnens buldren i baggrunden. Og det blev ikke mindre, da der blev serveret små mundhapsere af vildsvinelever (vildsvinet havde de selvfølgelig selv skudt).
Kl. 20 gik turen ned til Piazze centrum, hvor de bor, sammen med vores danske naboer Morten og Mette, der havde lovet at agere lidt tolk. I Italien ser det altid ud til, at der ikke er noget bag dørene, fordi facaden ofte er anonym og lukket, men bagved gemmer der sig en masse. Og det gjaldt også her. Bag den lille dør var en slags køkken, spisestue, vin- og olieopbevaring med billeder fra fødegården på væggene, et langbord dækket i midten og adgang til den vildeste kælder med store skinker, hjemmekogt tomatsauce, grøntsager i ranker og selvfølgelig massevis af vin og olivenolie. Opdækningen var som ofte hos italienere – uformelt bestående af plastikservice og engangskrus. Her er det indholdet, der tæller. Og så begyndte vi ellers på et madorgie med tre slags bruschetta til antipasti, pizza, tomatsalat og kødfest med både and, gås og råvildt. Og selvfølgelig deres egen vin hentet op fra kælderen i 5 liters dunke. Til dessert kom der figner fra gården og hjemmesyltede figner på bordet. Og sød, lokal dessertvin til at dyppe småkagerne i. Jeg spurgte til fignerne i glasset, og opskriften var simpel. Først var de tørret længe i ovnen, til de var blevet bittesmå, og så havde de ligget i grappa til de igen var blevet store. Mums!
I løbet af aftenen kom og gik naboer og familie, som det passede ind. Bedsteforældrene kiggede ind. Børnene var med – Gry gik til stor begejstring fra arm til arm. Naboen kiggede forbi. Og når man trængte til at slå mave, kunne man bare sætte sig ud på trappestenen i den kølige aftenluft og sludre lidt med de andre.
En super hyggelig aften og en vild oplevelse, der både får mig til at drømme om forrådskammer igen (Jacob griner stadig af mig), og som sætter tankerne i gang om, hvordan man er sammen. Måske skal alting ikke altid være så perfekt, før man samler folk. Her er de i hvert fald gode til bare at samle folk – unge som gamle – og hygge sig sammen.