Babettes gæstebud

Efter et par skønne luksusdage i Rom på Ripa Hotel, hvor vi fik det store Avantgarde-værelse med 20 m2 tagterrasse med udsigt over Rom og Tiberen (tjek http://www.ripahotel.com/en/rooms_suites/avantgarde_room.php), vendte vi søndag tilbage til huset i Piazze sammen med Arne og Martha (Jacobs forældre), der er kommet på besøg.
Vi blev mødt af nysgerrige naboer, der lige skulle hilse på de nye – og af en middagsinvitation til næste aften. Vores søde udlejere ville gerne invitere os hjem til middag, inden de tog på ferie og vi skulle hjem, og det var vi selvfølgelig helt klar på.

Der var godt gang i ovnen

Næste middag startede de synlige forberedelser. De to brødre kom kørende med en bilfuld af brænde og kviste. Det lignede materiale til et kæmpe bål, men så begyndte de at slæbe det ind i et udhus, og der laver man jo ikke bål? Jo, det gør man, når man har en kæmpe pizza-ovn derinde. Og i løbet af eftermiddagen kom alt fra gås og and (nyslagtet, viste de med en finger over struben), til råvildt og pizzaer en tur i ovnen. Kødet blev vendt og drejet, og penslet med olie og rosmarin, og mundvandet løb mere og mere, efterhånden som duften bredte sig, og vi stop og hyggesnakkede med ovnens buldren i baggrunden. Og det blev ikke mindre, da der blev serveret små mundhapsere af vildsvinelever (vildsvinet havde de selvfølgelig selv skudt).

Kl. 20 gik turen ned til Piazze centrum, hvor de bor, sammen med vores danske naboer Morten og Mette, der havde lovet at agere lidt tolk. I Italien ser det altid ud til, at der ikke er noget bag dørene, fordi facaden ofte er anonym og lukket, men bagved gemmer der sig en masse. Og det gjaldt også her. Bag den lille dør var en slags køkken, spisestue, vin- og olieopbevaring med billeder fra fødegården på væggene, et langbord dækket i midten og adgang til den vildeste kælder med store skinker, hjemmekogt tomatsauce, grøntsager i ranker og selvfølgelig massevis af vin og olivenolie. Opdækningen var som ofte hos italienere – uformelt bestående af plastikservice og engangskrus. Her er det indholdet, der tæller. Og så begyndte vi ellers på et madorgie med tre slags bruschetta til antipasti, pizza, tomatsalat og kødfest med både and, gås og råvildt. Og selvfølgelig deres egen vin hentet op fra kælderen i 5 liters dunke. Til dessert kom der figner fra gården og hjemmesyltede figner på bordet. Og sød, lokal dessertvin til at dyppe småkagerne i. Jeg spurgte til fignerne i glasset, og opskriften var simpel. Først var de tørret længe i ovnen, til de var blevet bittesmå, og så havde de ligget i grappa til de igen var blevet store. Mums!

Så er der kød

I løbet af aftenen kom og gik naboer og familie, som det passede ind. Bedsteforældrene kiggede ind. Børnene var med – Gry gik til stor begejstring fra arm til arm. Naboen kiggede forbi. Og når man trængte til at slå mave, kunne man bare sætte sig ud på trappestenen i den kølige aftenluft og sludre lidt med de andre.

En super hyggelig aften og en vild oplevelse, der både får mig til at drømme om forrådskammer igen (Jacob griner stadig af mig), og som sætter tankerne i gang om, hvordan man er sammen. Måske skal alting ikke altid være så perfekt, før man samler folk. Her er de i hvert fald gode til bare at samle folk – unge som gamle – og hygge sig sammen.

Kunsten at lave ingenting

Her i Italien flader vi alle ud - som her til en god bog 😉

Hvad laver man egentlig, når man sådan har fri i 6 uger? Vi har lært kunsten at lave ingenting. Vi bilder os selv ind, at det er på grund af varmen. Og det er der bestemt noget om, for hvem knokler lige rundt i 35 graders varme? Men det handler også om, at det er pragtfuldt ikke at skulle noget bestemt. At kunne stå op om morgenen og gøre, som vi har lyst til. Bruge hele dagen på hygge. Tage på udflugt. Eller bare tage på den lokale bar og få en god kop kaffe og en is (Gry har opdaget glæden ved mad, og tror, hun skal smage på absolut alt, vi putter i munden, så det er svært at være 5 måneder og ikke må spise så mange forskellige ting endnu – og slet ikke smage, når far og mor vælger vin).

Og hvad har vi så bedrevet siden sidst? Tjah, ud over at snakke med naboerne (yndlingsbeskæftigelsen for alle hernede), lave (og spise) god mad, og slappe af i varmen, så er det da også blevet til et par udflugter:

–       Vi har konstateret, at datteren til købmanden i Sarteano snakker fremragende engelsk, hvilket er en stor sjældenhed her i nabolaget. Så vi fik den store guidede tur i butikken, forklaring om samtlige lokale oste og pølser, og et glas hjemmelavet marmelade med hjem i hånden. Igen charmede Gry sig helt ind på livet af de lokale.

–       Vi har været i de termiske bade i San Casciano, der stammer helt tilbage fra romerriget, men stadig er skønne med sine varme kilder og meget autentiske udseende.

Ved il Campo i Siena, hvor der lige har været Palio - et stort hestevæddeløb i middelalderstil

–       Vi har besøgt Siena, med alle dens skønne middelalderlige kringel-gader, vilde bygningsværker – og mange turister. Og kan som bonus fortælle, at Siena som Perugia har placeret store parkeringspladser uden for bymuren, og så hopper man ellers på rulletrappen og tager den hele vejen op til byen, der ligger oppe ad bjerget. Så Gry tror, at italienske byer ligger på første sal.

–       Vi har været forbi den lokale vinhandler, hvor vi konstaterede, at verden er uendelig lille. For ind af døren med et ”hej” træder Nina, som jeg arbejdede sammen med for 15 år siden, og vist kun er løbet ind i en enkelt gang siden. De bor hos nogle bekendte, der har et hus lidt oppe ad bjerget – præcis som os 😉

I morgen går turen til Rom, vores by, hvor vi skal nyde et par dage, før første hold gæster melder deres ankomst søndag. Det bliver hyggeligt.

På besøg i det allerhelligste

Gry underholder Silvana og Luigi med en lille flyvetur

Jeg har altid haft en drøm om at blive inviteret til middag hjemme hos en italiensk familie. I forgårs oplevede vi noget, der var lige så vildt. Vi blev nemlig inviteret ind for at se bedriften, og sluttede rundturen i det allerhelligste.

Det var vores søde underboer Silvana og Luigi, der inviterede Gry (og hendes forældre) ind for at hilse på alle dyrene. Først var vi i stalden for at hilse på grisen, der med stort velbehag blev kløet på ryggen med en spade som en anden kælen hund. Så gik turen videre til de to små hundehvalpe på 4 og 5 måneder. Den ene frækkere end den anden. Forleden var den ene kravlet op ad et to meter højt hegn og var løbet ud.

Næste stop var hønsene og kyllingerne – pollo og pollicini. Og en fin forklaring om høns og foder, og figner, der gør kyllingerne flottere og bedre i smagen. Så de små heldige kræ går rundt i skyggen af figentræer.
Videre rundt på bedriften, hvor vi mødte de tre ænder, der fik et rap med kæppen. Bare lige for forebyggelsens skyld, for de bider i anklerne, forklarede Luigi på italiensk, mens han snappede med hånden ud i luften.

Så kom turen til marken med de vildeste tomatplanter, oliventræer og vinranker. Her bliver både lavet rød- og hvidvin. Man er vel toscaneser, så man har sin egen vin. Og så skete det. Luigi førte os ned bagerst på marken, og ind i il grotte. Et lille mørkt, koldt og fugtigt rum, hvor de opbevarer deres vin og olie. Her forklarede han, hvordan druerne bliver til vin, og hvordan vinen bliver lagret. Og endnu engang blev vi overrasket over, hvor meget man forstår med tegnsprog og få gloser.

En dejlig kølig grotte fyldt med vin og olivenolie

Rundvisningen sluttede i den dejligt kølige grotte, hvor vi fik skænket et skønt glas hvidvin tappet direkte fra tønden og ned i en flaske. Det kan godt være, at landvin/bordvin ikke står højt på ranglisterne, men på en varm sommerdag i Toscana, smager det altså helt fantastisk. Og især når bonden selv fortæller om vinen samtidig.

Gry vovede sig over til Silvana, mens hendes mor nød sin hvidvin. Og da det blev tid for en middagslur til den unge dame, gik vi hjem. En unik oplevelse rigere, og med den daglige ration æg og resten af flasken med hvidvin – som selvfølgelig lige blev fyldt på vej ud af døren. Man kan jo ikke sende gæster hjem med en halvtom flaske vin.

Næste gang køber vi en Fiat Panda

Giuliano og Valentine - godt med lokale smutveje!

Som I mange andre familier, er emnet ”ny bil” et af de emner, Jacob og jeg med garanti altid er uenige om. Der findes nemlig ingen Alfa Romeo med plads til barnesæde, høj sikkerhed og ikke over 300.000 kr. 😉
I mange år har jeg hørt om Alfa Romeo, Volvo S70 og BMW X5. Men næste gang vi skal have ny bil, er det en helt anden – og noget overraskende model – der er blevet den nye yndling. Hernede kører man nemlig Fiat Panda 4×4. Og i går røg den endnu højere op på Jacobs hitliste.

Vi bor lige ved siden af Monte Cetona, og Jacob havde allerede første dag hernede annonceret, at vi skulle op til korset på toppen en dag. Da jeg ikke er nær så begejstret for højder – og slet ikke små bjergveje, gjorde jeg ikke meget for at minde ham om det. Men i går tog Jacob kortet i hånden og spurgte vores udlejer Giuliano om, hvordan man nemmest kom op til udsigtspunktet. Det var nemlig kompromisset.

Giuliano gestikulerede på sit bedste italiensk, og fik os forklaret, at det kunne vi ikke selv finde, men kl. 3.30 ville han gerne vise os vej. Kl. 3.10 (20 min før tid – det er vist aldrig sket i Italien før!), ringede Giuliano på døren med et af sine få engelske ord ”ready”? Så vi hoppede i bilen og fulgte efter ham. En lille smule i tvivl om, hvor og hvad vi kastede os ud i, men sådan er det, når vi tager på tur med de lokale, for det er jo ikke alt, man forstår på italiensk 😉 Op ad bjerget, ind ad en grusvej, videre af en endnu mindre grusvej, og derfra kunne Giuliano pege os i den rigtige retning. Vi skulle bare fortsætte opad, dreje til højre en enkelt gang, og når vi nåede til masterne, kunne man ikke køre længere, så her skulle vi parkere, og gå resten af vejen til toppen.

Det der med, hvor langt man kunne køre, havde vi nok forskellige opfattelser af. Min definition stoppede længe før Giulianos, da grusvejen nærmede sig lodret 😉 Men da vi nåede masterne, mente Jacob godt, vi kunne køre lidt længere. Der er jo ikke grænser for, hvad en Qashqai kan 😉 Efter endnu et par hundrede meter, sagde jeg stop. VI parkerede bilen, pakkede yngstedamen i bæreselen og begav os videre til fods. Vi nåede ikke langt ud af vejen, før den igen gik stejlt opad med store klippestykker stikkende op, og Jacob måtte erkende, at det havde Qashqaien nok ikke klaret.

Men på vej tilbage fra toppen møder vi en lille Fiat Panda 4×4, som enhver med respekt for sig selv kører i hernede.
”Hvis den kan komme op, så er det altså for pinligt”, sagde Jacob, før den lille Fiat fræsede forbi os og fortsatte op ad bjerget.

Vel hjemme fandt vi dog ud af, at vi var kommet langt tættere på toppen i bil, end turister normalt gør. Så det er godt at kende nogle lokale, der kender en skjult grusvej!

Et bofællesskab på en bjergtop

Her bor vi - og alle vores skønne naboer

Da vi flyttede ind i vores lejlighed her lidt uden for Piazze i Toscana, flyttede de samtidig ind i en lille landsby – eller en slags bofællesskab, hvor alle hilser på hinanden, holder øje med, hvad alle andre laver, stopper op for at få en lille sludder, og hjælper hvor man kan.

Nedenunder bor Silvana og Luigi. Det sødeste ældre ægtepar, der bruger fra morgen til aften på at passe deres have, høns og gris. De er selvforsynende, og gør som andre i området en dyd ud af at kunne klare sig selv. De taler ikke et ord engelsk, men det forhindrer dem ikke i hver dag at slå en lille sludder af med os på ivrigt italiensk. Ofte afsluttet med et ”no capice” – og det forstår vi da 😉 Især Gry vækker stor begejstring, og hun blev hurtigt døråbner til at Silvana viste os rundt og fortalte om stedet. Silvana er også blevet vores ægleverandør, så der er frisklagte æg til morgenmaden – stadig helt lune, når hun kommer med dem.

Ovenover bor cubaneren. Hende er der ikke rigtig nogle, der kender, andet end at de ved, hun arbejder i den nærliggende spa-by. Og så har hun nogle flotte gule kjoler, synes Gry 🙂

Vores lejlighed ejes af Luciano og Giuliano, der er nevøer til Silvana og Luigi. Brødrene bor nede i Piazze, men hver dag kommer de kørende i den hvide truck, den lille gule lastbil eller traktoren på larvefødder, for de har deres landbrug og deres dyr heroppe. Her er ænder, høns, kalkuner og en kæmpe gris. Her er marker med oliven og vin. Her er drivhuse fyldt med planter og blomster. Og her er skove, der bliver til brænde. Faktisk kan man sige, at vi bor midt i en lille turistattraktion, for forleden havde Luciano en lille flok amerikanere med på besøg, så de kunne se dyrene og et rigtigt toscansk landbrug. Så rendte de rundt og lavede foto-ops med kalkunerne og grisen.

Silvana og Luigi har også to andre nevøer, Massimo og Marco. De holder også til på det lille bjerg, når de ikke lige kører tog eller murer. De har blandt andet tre grise, der bliver pusset og nusset efter alle kunstens regler. F.eks. har de en lille mark, hvor de dyrker alt korn til deres grise, for kun det bedste er godt nok. Det siger vel alt, at man på disse kanter samler agern til grisene, især den sidste måned op til slagtning, fordi det gør kødet specielt godt.

Der bliver knoklet fra morgen til aften – og selvforsynende får en helt ny betydning, for her betyder det også, at når man skal bruge en ny lade, så bygger man den selv. Man laver døre og svejser spær. Også selv om det kræver, at man køber en meget dyr sav til metal 😉

Ingen af alle vores naboer kan et ord engelsk, men alle hilser og kommunikerer med arme og ben, så vi forstår efterhånden hinanden 😉

Og så er der Morten og Mette, der formidlede kontakten til huset hernede, og som selv bor inde ved siden af. Eller Morti og Metti, som italienerne kalder dem. De havde drømmen om et lille ensomt hus på landet i Toscana, men havnede på bakken i det lille kollektiv. I dag vil de ikke bytte. Her er altid nogle at snakke med, en venlig sjæl, der hilser og kommer med tomater, eller en hjælpende hånd, når man kommer fra en dansk virkelighed og pludselig er blevet ejer af både vin- og olivenmarker. Morten og Mette ser de hjælpsomme og hyggelige naboer som en ekstra bonus – og det gør vi også!

Tomater gror da ikke i plastikbakker

Et lille udsnit af tomater i alverdens størrelser

Rygtet går, at de dumme turister er flyttet ind i huset lige uden for Piazze. Vi blev stemplet, da vi forleden havde besøg af vores udlejer Luciano (der er meget flink, har den lokale planteskole – og kun snakker italiensk). Vi havde været i supermarkedet for at købe ind, og var selv dybt begejstrede for alle de fantastiske italienske varer i lækker kvalitet til en helt anden pris end Danmark. Det lokale forstadssupermarked her er jo ren Salling Super.

Nå, men om aftenen sad jeg og skar nogle flotte cherrytomater, som vi havde købt i supermarkedet. På bordet ved siden af stod bakken med de øvrige tomater. Luciano kom forbi for at kigge på køleskabet, der ikke virkede. Ved synet af tomaterne i bakken, himlede han med øjnene og sagde en hel masse, hvor vi da i hvert fald forstod domani (i morgen), pomodoro (tomater) og grande (store). Næste dag, da vi kom hjem efter dagens udflugt, hang der en pose på dørhåndtaget. Fyldt med de skønneste tomater i alverdens former og farver. Samt lidt peberfrugt, et par squash og et løg.

I går ringede det igen på døren. Denne gang var det hans datter Christina, der kom med en flaske af deres egen olivenolie. Tror det havde været FOR pinligt, hvis de dumme turister også havde købt olie i supermarkedet. Hvor er folk bare søde her!

En døråbner på 69 cm

Det kan godt være, at Gry ikke kan italiensk – ja, at hun faktisk slet ikke kan tale endnu. Men det forhindrer hende ikke i at være den, der snakker med alle italienerne først.

Italienerne elsker børn. Og når der kommer en lille lyshåret, smilende prinsesse i nærheden af dem, bliver hun mødt med en strøm af ”ciao bella, belissima, bimba” og en hel række italienske ord, som vi ikke forstår. Og det bliver bestemt ikke mindre, når rækken af glædesudbrud bliver gengældt af et stort smil.

Aldrig har vi som forældre snakket med så mange (der alle sammen kun snakker italiensk), som når Gry er med. For med et barn på armen, bliver alle døre åbnet, og alle skal lige hen at snakke – lige meget om vi er hos slagteren, på restaurant eller bare hilser på naboerne Silvana og Luigi.

Med ble igennem Europa

Har du nogensinde overvejet, hvor meget puslepladser siger om et lands kultur? Det havde jeg ikke, før vi tog turen ned igennem Europa til Italien i bil med en baby på 4 måneder.

At rejse med baby i Tyskland er ren luksus. Tag vidunderet på armen og pusletasken over skulderen, og straks åbner alle døre sig. De flinke toiletpassere springer hen og åbner døren for dig. Og du skal ikke engang medbringe tisse-pfennig (der vist er blevet til tisse-cents i dag), for når man har barn med, er der naturligvis gratis adgang til flotte puslerum med engangsunderlag, tegninger i loftet, uroer, og indtil flere  vandhaner og toiletter til forældrene. Har du glemt bleer og babypleje, kan du sågar få det.

I Østrig falder standarden en smule, men her er stadig flotte, rene puslerum med legetøj at kigge på for de små pus.

I min barndom var det en prøvelse at bruge et offentligt toilet i Italien. Jeg skulle være meget trængende, før jeg kunne overtale mig selv til at besøge et af de såkaldte pedallokummer, der både krævede store lårmuskler og en stærk næse. Men til min store overraskelse mødte vi ikke andet end pæne, rene toiletter på samtlige area de servizio langs motorvejen. Også her var puslepladserne pæne. Dog er kønsrollerne nok lidt anderledes i Italien, end vi er vant til fra Danmark. Puslepladser er kun noget, der er på dametoilettet. Til gengæld viser toilet-mama gerne en mand med en pusletaske ind på dametoilettet.

Hvad det så siger om Danmark, at her er det endnu ikke lykkedes os at finde en bare nogenlunde hygiejnisk pusleplads, det må stå hen i det uvisse.

Da bommen gik ned

Hvad gør man, når man alligevel skal vente - man sover 😉

Denne tur startede egentlig for længe siden. I hvert fald i drømmene. Da vi fandt ud af, at Gry var på vej, snakkede vi om, at det ville være skønt at tage noget orlov sammen, rejse til skønne Italien for at bo lokalt længere end den traditionelle ferieuge, og for at nyde hinanden, livet og lære Gry og os som familie at kende.

Nu er drømmen virkelighed. Først på ugen blev bilen – og tagboksen – pakket (det er utroligt så lidt, der kan være i et bagagerum med en barnevogn), og turen gik ned igennem Tyskland med kursen mod Toscana.

Første stop Nürnberg – og det var lige før, vi aldrig kom derfra igen!

Planen var at stå op kl. 5 for at køre tidligt, mens Gry stadig sov. Seler i autostole er nemlig ikke ens bedste ven, når man er næste 5 måneder og har krudt bagi. Så op kl. tidligt (trods mine manglende evner som morgenmenneske). Det hjalp dog gevaldigt, at Gry sov fra kl. 23 til næsten kl. 5 for første gang – stor pige! Nå, vi pakkede os selv og sagerne sammen og ind i den lille dyt. Så var vi klar til adskillige timer på motorvejen. Gry sov i sin autostol. Gpsen var sat. Vi startede, kørte hen til bommen ud fra hotellets p-plads, trykkede på knappen ind til den indiske natportier, der skulle åbne bommen. ”One moment, sir”. Der skete ingenting. Vi prøver igen. Den indiske natportier kommer løbende ud, og forklarer på sit bedste engelsk (der bestemt ikke var særlig forståeligt), at han er helt ny, og ikke kan få bommen til at åbne. Måske er den ”kaput”. Vi forklarer han, at vi jo kom den anden vej ind forbi bommen i går aftes, men det forstår han ikke meget af. Så peger vi på automaten, hvor man kan komme en polet ind. Han ryster igen på hovedet, men overbeviser os om, at om 2-3 minutter kommer der en, der ved, hvad han skal gøre. Så vi venter. Kl. 5.45 foran en parkeringsbom i Nürnberg. 20 minutter senere dukker den anden mand op. Allerede nu er vi faktisk lidt i tvivl, om vi allerede er kommet til Italien, for hele scenariet minder mere om italiensk end tysk orden og grundighed.

Nå, men den nye mand kigger lidt på bommen, klapper lidt på automaten, hiver lidt i bommen, prøver med en polet, og forklarer på sit kun en smule bedre engelsk, at den måske er ”kaput”. Men han har tilkaldt en tekniker, som snart kommer. I mellemtiden er klokken blevet 7 og morgenmadsrestauranten er åbnet, så vi overbeviser den efterhånden lidt desperate mand om, at nu giver de morgenmad, mens vi venter på teknikeren. Lige inden vi går ind til morgenmad, kan han med stor glæde fortælle os, at nu er teknikeren ankommet.

Med fyldte maver sætter vi os tilbage i bilen. På vej ud spørger vi den unge mand, om teknikeren er færdig, så bommen virker nu. Det er han lidt i tvivl om, men går med ud for at se efter. Der er ingen tekniker ved bommen. Men der er heller ingen bom, der virker. I mellemtiden er der kommet en anden bil ind, men det er for meget at forholde sig til for den unge mand 😉 Han slår lidt ud med armene, hiver endnu engang i bommen, og beklager. Så finder han teknikeren – der viser sig at være hotellets pedel. Han hiver også lidt i bommen, slår lidt på automaten, og prøver så endelig at skrue frontklappen af. Så hiver han lidt i et par ledninger, men uden den store effekt.

På det her tidspunkt er vi helt sikre på, at vi bestemt må være kommet til Italien. Og vi taler flere gange om, at nu foreslår vi dem snart at tage en unbrakonøgle og skrue bommen af i stedet. Teknikeren klør sig lidt i håret, og finder så et telefonnummer på indersiden af automaten, som han prøver at ringe til. Efter en længere samtale prøver han igen med en mønt i automaten, men der virker sjovt nok stadig ikke. Så går han – og vi sidder der og overvejer, om vi nogensinde kommer videre, eller vi skal tilbringe vores orlov på en parkeringsplads i Nürnberg.

Endelig kommer han tilbage, står længe og stirrer på bommen, og ser pludselig ud som om, han får en god ide. Han skynder sig ind på hotellet og kommer tilbage med – en unbrakonøgle. 2 minutter efter er de fire store bolte skruet af, at han kan løfte bommen af. Måske skulle vi bare selv have gjort det 2 timer tidligere 😉